Historie

Historien om Næstved Tennis Klub

I 1981 begyndte Næstved Tennis Klub at spille tennis på Nygårdsvej.

Næstved Tennis Klub øgede antallet af tennisbaner til 13 med 3 eksisterende i Rådmandsengen og 10 nye baner ude på Nygårdsvej, som nabo til Svømmehallen. Tennisspillet startede i Næstved rundt om i byen, blandt andet blev der spillet tennis i Jernstøberiets gård og i Sortebrødre Stiftelsens have. I 1894 var interessen så stor, at borgmesterens datter frk. Salicath henvendte sig til forstanderen på Herlufsholm, excellencen på Gavnø, lensbaron, kammerherre, hofjægermester og konseilpræsident Reedtz-Thott for at få lov til at anlægge en tennisbane i Rådmandshaven. I slutningen af 20´erne kom der flere tennisbaner til og anlægget på Rådmandsengen præsenterede sig som det gør den dag i dag med 3 baner og klubhuset. Historien om aktiviteterne der har fundet sted på dette naturskønne areal tæt på byen og midt i en skov, skal ikke skrives her. Men aktiviteterne var mange og sammenholdet stort, så klubben i dag kan konstatere, at uden Rådmandsengen havde Nygårdsvej ikke eksisteret.

I slutningen af 60èrne var interessen for at komme til at spille tennis stærkt stigende. Spillet ændrede sig fra at være en eksklusiv sport til at være en sport for familien, og tennis blev hjulpet godt på vej med Bjørn Borg som forbillede. Det begyndte så småt med TV transmissioner i sort/hvid fra Wimbledon finalen, men ellers lejede klubben en filmfremviser og film med skuespilleren Peter Ustinov som kommentator. Filmen blev så vist for klubbens medlemmer, der mødte talrigt op på loftet i Det røde Pakhus. Da klubben fejrede sit 80 års jubilæum var der fest på Hotel Kirstine med deltagelse af borgmester og politikere, som kunne tænkes at hjælpe klubben med at erhverve flere baner. Det næste skridt var en henvendelse til fredningsmyndigheder for at få ophævet fredningen til anlæg af yderligere 2 baner. Indtil videre havde udvidelserne været små, en parkeringsplads var skabt af slagger, som var blevet til overs, da baneunderlaget blev udskiftet, og en mindre flytning af hegnet gav plads til en slagmur, men et areal til 2 baner krævede myndighedsgodkendelse. Fredningsnævnet indkaldte til møde og besigtigelse med Stiftsamtmand Lundsteen i spidsen. Det lykkedes ikke for klubben at få fredningen ophævet. Naturfolkene fremhævede arealets enestående beliggenhed tæt på en by med vildt og fugle, og hvor skovens hæg kunne vokse og sno sig mod lyset uden menneskets indgriben. Under forhandlingerne anbefalede Lundsteen, at klubben flyttede ud på den åbne mark. I fremtiden ville 2 baner mere formentlig ikke være nok, og flere baner i området ville være til skade for idyllen omkring klubhus og baneanlæg. Perspektivet og visionerne burde række ud over en snæver varetagelse af de daværende klubmedlemmers interesser. Det skrev klubbens bestyrelse sig bag øret, og da det formelle afslag på baneudvidelsen kom, blev det hurtigt besluttet at gå til kommunen for at få anvist et areal, hvor der i fremtiden kunne spilles tennis. Borgmester Svend Hansen indkaldte til et møde, og klubbens repræsentanter foreslog et anlæg med et passende antal baner på græsarealet i kanten af skovbrynet på Rådmandsengen, der hvor fredningen ophørte. Borgmesteren afviste denne tanke og oplyste, at der allerede var disponeret over arealet. Vi fandt siden ud af, at det var her, det nye rådhus skulle bygges. Kort tid efter fik vi besked om at Næstved Kommune ønskede at etablere et sportsanlæg på Nygårdsvej. Her skulle der være en skøjtehal, fodbold- og håndboldbaner og et udendørs svømmebassin. Det ville så være en god ide, hvis der også blev lavet et tennisanlæg. Aktiviteten i Næstved Tennis Klub accelererede med lynets hast. Det var ikke alle medlemmer, der syntes om ideen med, at klubben skulle deles i 2. Bestyrelsen, som tidligere havde formået at få ændret klubbens logo til en optimistisk nystartet tennisspiller, forslog nu at klubben strøg Lawn i sit navn og i en moderne udgave hed Næstved Tennis Klub. Næstved Kommune indkaldte de involverede sportsklubber til et møde, hvor vi fik vist tegninger med et areal udlagt til tennis. Fra dette møde husker jeg, at repræsentanterne fra svømmerne meddelte borgmesteren, at hvis det planlagte udendørsbassin ikke blev på 50 meter ville de hellere være fri for et bassin, og sådan blev det. Fodbolden var repræsenteret af Ib Skottenborg, som ved mødets start sagde, at tennisklubben måtte anses at for at have det største behov. Sammenholdt med svømmernes negative indstilling til projektet betød det i sidste ende, at tennisklubben fik så godt som alle sine ønsker opfyldt. Der var udarbejdet en plan for opdelingen af området med arkitekt Carl-Johan Nienstædt som primus motor og civilingeniør Peter Engberg som rådgivende ingeniør. Disse 2 personer fik klubben et særligt forhold til, da vi fandt sammen med dem for at få detaljerne på plads. Peter Engberg startede med at fortælle os, at hvis vi havde forstand på tennisbaners funktion, så havde han forstand på anlæg og de dertil hørende beregninger. Vi havde møde på Stevns en sen aften med landskabsarkitekt Andreas Bruun og fik overbevist ham om, at hans projekt med en lang række baner –som vi betegnede som båse - ikke var, så godt for tennismiljøet. Vi fandt det bedre, hvis vi bevarede ideen med banegårde med 3 baner i hver, som burde anlægges omkring klubhus og Center Court, noget der lignede forholdene på Rådmandsengen. Klubhuset skulle anlægges som et fælleshus med fodbolden ud til parkeringspladsen. Det syntes vi var en meget dårlig ide. Som individuel sport i modsætning til fodboldens holdspil mente vi ikke at kunne være sammen med fodbolden, og vi syntes derfor, at klubhuset skulle flyttes ind på arealet.

Projekteringen gik nu i gang, og i den forbindelse blev der arrangeret besigtigelse af tennisbaner rundt om i Danmark. Det foregik i et sportsfly med repræsentanter fra kommune og klubben. Det var i udbudsmaterialet anført, at tilbudsgiverne skulle anvise baner til besigtigelse af deres produkt. I flere dage rejste kommune og klub rundt i Tyskland fra Køln til München for at se på baner. Valget faldt på et underlag på tennisanlægget i Wiesbaden. Produktet, der var kunststof, mindede om grus. Der var et fast kunststofunderlag og ovenpå gummigranulat, som skulle fejes og linjerne holdes rene, som vi altid havde gjort. Turen foregik dels med fly og dels i tog. Inden afrejsen havde klubben sammen med arkitekt Christian Scheibel fået lavet et udkast til et klubhus. Med udgangspunkt i det eksisterende klubhus på Rådmandsengen var det hævet over jorden med en terrassegang omkring hele huset. Indgangene var placeret således, at tennisspillerne efter endt spil skulle forbi badefaciliteterne. Det var for at undgå svedige kroppe og tennistasker på bordene i klublokalet. På hjemrejsen fra Tyskland var der god tid til at vise udkastet for kommunalpolitikerne og motivere dem for projektet. Det endte med et langt møde hos arkitekt Christian Scheibel med kommunens folk. Kommunen gentog sit ønske om klubhusets beliggenhed ud til parkeringspladsen som tjenlig for både tennis og fodbold. Det blev sent på aftenen, da vi gik fra hinanden, hvor vi tilkendegav, at hvis kommunen fastholdt sit ønske, ville vi bygge klubhuset selv. Nogle dage efter meddelte kommunen, at den godt ville være med i vores projekt på vilkår, at klublokalet og et depotrum skulle bygges af klubben, medens resten, d.v.s. i det væsentlige baderummene, skulle betales af kommunen. Sideløbende med disse forhandlinger havde klubbens medlemmer lagt penge til side gennem arrangementer med æbleskivebagning på byens torv, loppemarked i Rådmandsengen, morgenbord i Ringstedgade og under ledelse af Banko Carl et gigantisk bankospil i Næstved Hallen. Alt sammen for at indsamle midler til det nye klubhus. Finansieringen kom således på plads, blot manglede der at blive optaget et kreditforeningslån. Dette viste sig at være mere besværligt end først antaget. Kreditforeningen stillede som betingelse, at i tilfælde af lånets misligholdelse skulle klausulen om, at bygningen alene skulle anvendes som klublokale bortfalde eller med andre ord kunne der etableres ”systue” i stedet for. Kommunen ville ikke tiltræde denne betingelse og meddelte klubben, at den så hellere ville låne klubben det beløb, som ville fremkomme med optagelsen af kreditforeningslånet. Vilkårene var væsentlig bedre end kreditforeningens, så vi sagde med tak, Ja.

Projektet blev sendt i licitation. På dagen, hvor tilbuddene skulle åbnes, viste det sig at vi havde spændt buen for hårdt og det økonomisk ikke var muligt at gennemføre projektet. Arkitekt Christian Scheibel rettede tegningerne til, strøg terrasserne og satte huset ned på jorden. Efter forhandling med den lavestbydende entreprenør fik vi så en aftale på plads, hvor alle kunne være tilfredse.

Spændingen var nu udløst, og vi kunne kun vente på, at det blev tid til anlæggets åbning. Klubbens bestyrelse og klubbens medlemmer gjorde sig mange overvejelser om, hvordan det nye anlæg skulle tages i brug. Der var medlemmer, som mente, at klubben alene skulle stå som igangsætter, og at der skulle etableres en selvstændig klub på Nygårdsvej. Resultatet blev, at i første omgang skulle klubben eksistere på begge anlæg, og at der så efter en årrække – så vidt jeg husker 5 år – skulle tages stilling til om klubben skulle deles. Det er aldrig senere kommet på tale. Det var heller ikke uden sværdslag, at klubben ansatte en professionel klubsekretær.

Den 2. maj 1981 blev dagen, hvor vi kunne tage Nygårdsvej i brug. Anlægget opfyldte nu alle vores ønsker. Der var etableret lysanlæg med en lysstyrke, så der kunne optages farve-TV ved nattetide, lagt fliser om klubhuset og indkøbt møbler, som først på det seneste er blevet udskiftet. Vi fik alt bortset fra tilskuerrækker på den ene side af Center Court. Disse blev sparet væk, da Center Court skulle udgraves 15 cm mere end projekteret. Udgiften hertil svarede til, hvad en svelle-tilskuerside på Center Court kostede. På selve dagen manglede alene belægningen på Center Court. Forseglingen manglede og underlaget var som sort asfalt. Vi havde inviteret flere af byens sportsklubber til at optræde, hvilket de gennemførte på Center Court, selvom de blev lidt sorte på tøjet af belægningen.

Vi startede indvielsesdagen på Rådmandsengen med en gang tennisopvarmning og vandrede derefter i samlet flok til Nygårdsvej. Forrest trak 2 bryggerheste en Carlsberg- vogn med et jazzorkester, og turen gik gennem byen via Borgmesterens bopæl. Borgmesteren slog det første slag til bolden på Nygårdsvej – det skete på bane 2. Der blev holdt taler og afviklet en Test-Turnering, hvor alle tennisklubber på Sjælland var inviteret til at være med til at prøve banerne. Om aftenen var der fest på Vinhuset for medlemmernes egen regning.

Hverdagen skulle så til at fungere. Klubben havde haft flere medlemmer på trænerkursus med mere eller mindre heldige resultater, men alle var i stand til at tage mod de mange nye medlemmer i antal ca 800 og sætte spillet i gang. Klubsekretæren var helt fremme og hjalp med at løse de mange nye udfordringer.

Ingeniørfirmaet Bigum og Steenfos, hvor Peter Engberg var ansat, gav klubben ved indvielsen en flagstang med flag – Flaget er siden udskiftet, men flagstangen står der stadig, klar til at lade flaget folde sig ud hver gang klubben i fremtiden fester.

Søren Arentoft